HESTEKRAFT

Sådan foregår rideterapi

Den første session

Alle sessioner skræddersys til den enkelte. Vi tilpasser øvelser og indhold til dine behov og ønsker, så du hele tiden føler dig tryg i arbejdet med hesten og i samtalen med mig som terapeut. Der er ikke noget, der er rigtigt eller forkert, når du er hos os, og du vil altid blive mødt med stor forståelse, uanset hvordan du reagerer, og hvad du føler.

Herunder beskriver vi en typisk session for en ung eller voksen – for børn vil en session have større fokus på leg og fysiske øvelser. – Læs mere om dette på siden ”Terapi for børn”.

Vi starter den første session med en samtale om dine behov og ønsker til terapien. Hvad vil du gerne være klogere på, hvad føler du, holder dig tilbage, hvilken adfærd ønsker du at ændre osv.

Herefter har du dit første møde med hesten, hvor jeg observerer dine kropslige og følelsesmæssige reaktioner, og hvordan hesten reagerer på dig. Hvis du ikke er vant til heste og føler dig lidt utryg, starter vi med at betragte hesten på afstand og tale sammen ud fra det. Fokus er på, at du skal finde ”ned i kroppen” og mærke efter, hvad du føler – fx hvor du har spændinger, eller hvilke tanker der skaber reaktioner hos dig. Det er udgangspunktet for vores videre arbejde sammen.

Igennem hele sessionen taler vi løbende om dine og hestens reaktioner, og hvis du er klar til det, starter vi med nogle øvelser fra jorden eller til hest, hvor vi kan arbejde med de strategier og/eller problemstillinger, du gerne vil arbejde med, eller som jeg kan se afspejlet i dit møde med hesten. Det kan fx være gåøvelser med hesten, eller det kan være en kropsgennemgang, hvor du sidder i sadlen på hesten. Det afhænger 100% af, hvad du har brug for, og jeg guider dig hele vejen igennem, så vi kan finde ind til kernen af, hvad vi skal arbejde med – ofte er det noget helt andet end det, du tror, første gang du kommer hos mig.

Som afslutning taler vi om dagens session, og vi planlægger, hvornår du skal komme hos mig igen.

Et typisk forløb

Et typisk ”grundforløb” består af 6 sessioner med en uges mellemrum. Hver uge bygger vi ovenpå de ting, vi har fundet ud af i tidligere sessioner, så du hele tiden styrkes i din forståelse af dig selv og dit arbejde med at ændre strategier og adfærd.

Efter behov kan vi fortsætte forløbet med flere sessioner, hvor du kan øve de nye strategier/adfærd i samspil med hesten. Disse sessioner ligger som regel med 1-2 ugers mellemrum, og de kan fortsætte, så længe du har lyst. Ofte afslutter mine klienter deres forløb, når de føler sig godt klædt på til at bruge deres nye indlærte strategier og adfærd i deres relationer, enten hjemme i familien, på arbejdet/uddannelsen eller i samspil med venner/veninder.

Gruppeforløb

I et gruppeforløb defineres temaet for hver session fra gang til gang ud fra deltagernes ønsker.

Første session indledes med valg af den hest, som gruppen skal arbejde med gennem forløbet. Ved at lade alle gruppemedlemmer arbejde med den samme hest skabes der grundlag for en fælles dialog om, hvorfor og hvordan hesten reagerer forskelligt på de forskellige deltagere.

Sessionerne startes med en opsamling fra sidste gang, hvor hver deltager fortæller om tanker og erfaringer i forhold til seneste sessions emne. Herefter arbejder gruppen med dagens tema, både i samtale/dialog og igennem individuelle øvelser med hesten.

Gruppeforløb har den varighed, hver gruppe ønsker – nogle kører i en afgrænset periode, andre kører løbende med sessioner hver anden uge.

 

Oftest stillede spørgsmål

Skal man kunne ride eller have kendskab til heste?

  • Nej

Skal man ride når man er i et terapiforløb

  • Nej. Mange øvelser med hesten foregår fra jorden.

Hvad hvis jeg er bange for heste?

  • Vi tager altid udgangspunkt i den enkelte og udvælger de øvelser, der er relevante for dig. Hvis du er bange for heste, kan vi starte med at arbejde med at undersøge, hvorfor du er bange, og hvordan du kan håndtere frygt generelt.

Hvorfor bruger I heste i terapien?

  • Heste fungerer på mange måder ligesom mennesker. Derfor er de gode at bruge som spejl for vores adfærd og kropssprog og som øvemakker til at træne forskellige former for

    adfærd og kommunikation. Du kan læse meget mere om dette på siden Hvad er rideterapi.

Skal jeg have bestemt tøj eller udstyr med?

  • Nej – dog er det en fordel med praktisk tøj og sko.

Hvad hvis der er dårligt vejr?

  • Vores nabo har en ridehal, som vi kan bruge, hvis der er så dårligt vejr, at vi ikke kan være på vores egen bane. Ridehallen ligger fem minutters gang fra Hestekraft.

Hvor ofte skal jeg have sessioner hos jer?

  • Optimalt skal dine første sessioner hos os ligge med en uges mellemrum. Det skyldes, at de opdagelser, vi gør, og den læring, du får, lagres i din krop. Jo længere tid, der går mellem dine sessioner, jo sværere er det at vedligeholde de kropslige erfaringer. Og omvendt, jo mindre tid, der går mellem hver session, jo hurtigere sker din læring, og jo bedre lagres de i din krop som en vedvarende forandring.

Hvordan kommer jeg i gang med et forløb hos jer?

  • Du er velkommen til at skrive eller ringe til os for at høre mere eller bestille en tid. Vi har tider både i dagtimerne og om aftenen, så vi kan helt sikkert finde et tidspunkt, der passer dig.

Hvem virker rideterapi for?

  • Rideterapi kan gøre en forskel for dig, hvis du fx:

    • Ønsker at lave noget om i dit liv

    • Ønsker at tage kontrol over dit liv

    • Ønsker at arbejde med uhensigtsmæssige mønstre/vaner

    • Har problemer i relationer med andre, fx din partner, dine børn, forældre, kolleger, venner mv.

    • Er nysgerrig på dig selv og gerne vil være klogere på dig selv og din adfærd

Du kan læse mere om, hvordan vi kan hjælpe, på siderne ”Terapi for børn”, ”Terapi for unge” og ”Terapi for voksne”

Kan jeg bruge min egen hest i et rideterapiforløb?

  • Ja. Hvis du gerne vil bruge din egen hest, kommer jeg gerne ud til dig.