KAN HESTEN BESTEMME NOGET?

Jeg læste den anden dag en spændende artikel med selvsamme overskrift. Artiklen fik mig til at reflektere over, hvordan vi omgås vores heste og ikke mindst hvordan vi uddanner dem til gode rideheste.

I begyndelsen

Da jeg for ca. 30 år siden lærte at ride på rideskolen i Uggerhalne var tankegangen, at hesten skulle vide ’hvem der bestemte’.

Det var ikke ensbetydende med at hestene skulle være underdanige eller ’knækkes’ med vold, som jeg enkelte gange har hørt det omtalt. Nej, det var nærmere ment som en form for rangering, hvor hesten dog i alle tilfælde var underlagt rytteren. Forestillingen var, at hesten – hvis den fik mulighed for det – simpelthen ville overtage kontrollen. Hesten blev altså fremstillet som en hest – evig på spring for at tage kontrollen, hvis chancen skulle byde sig – og det handlede derfor altid om at være på forkant, for ikke at lade det ske.

Forandring

I dag er min tankegang anderledes.

Jeg tænker således ikke, at det er hestens natur at være udspekuleret eller på evig jagt efter at overtage kontrollen. Derimod tænker jeg, at det i langt de fleste tilfælde handler om det modsatte - at hesten er bange, og at vi ofte har alt for travlt.

Jeg er derfor glad for at opdage, at tendensen i dag er, at flere og flere har et ønske om at forstå deres hest, i stedet for bare at få den til at gøre som vi siger.

Hvem bestemmer hvad?

Artiklen – kan hesten bestemme noget? - beskriver, at hesten bør gives mulighed for valg og kontrol. Det, ved at give hesten et frit valg om den har lyst til at være med eller ej. Udviser hesten tydelig modvilje mod det rytteren ønsker at få den til, bør den have lov at undgå, for derved at give hestens vilje plads.

Min tankegang

Jeg har respekt for forfatterens tankegang, og er som udgangspunkt ikke uenig i at hesten skal have lov at have et frit valg. Jeg er dog uenig i, at vi, hvis hesten udviser modvilje, bør lade hesten for sig selv.

Mit udgangspunkt og metode i ridningen er nemlig, at hesten altid skal have lyst, og at det er vores opgave at sikre det.

Lillehesten.jpg

Som med barnet i børnehaven som ikke vil have flyverdragten på, bør vi som kærlige og forstående forældre forsøge at identificere hvad der er skyld i den opståede modvilje, og efter bedste evne få vendt situationen fra modstand til gå på mod og lyst.

Nogle vil notere sig, at det at sammenligne samspillet med hesten med relationen mellem en forælder – barn, stadig udgør en rangering.

I min optik er det dog helt okay, og i mange tilfælde helt nødvendigt, når blot udgangspunktet ikke en negativ tankegang om at hesten er udspekuleret og usamarbejdsvillig, men derimod at hesten - hvis den er i balance - som udgangspunkt altid har lyst og mod til de udfordringer den møder sammen med mig, fordi den ved, at jeg tager vare på den og sikrer, at den aldrig udsættes for noget som overskrider dens grænser.

Derved kommer hverken tvang eller modvillighed sjældent på tale.

Hvordan sikrer jeg det?

1. Skab tryghed

Jeg styrker min relation med min hest ved altid at være:

Udholdende og vedholdende

Entydig / konsekvent

Tålmodig

Fyldt med energi (glæde) og indre stolthed (lederskab)

Rolig og kærlig

Modig (kan styre sin egen frygt)

2. Vær opmærksom på din hests tilstand

Hesten agerer alt afhængigt af, hvilken situation den befinder sig i, hvem den er sammen med, og hvilken følelsesmæssig stemning, der dominerer nu og her. Hesten påvirkes af sin umiddelbare oplevelse af situationen. Tænk derfor på timing, når hesten stilles overfor opgaver eller udfordringer.

3. Giv din hest muligheder - tag ikke over

Hvis jeg konsekvent er overstyrende, risikerer jeg, at hesten mister lyst, styrke, energi og mod.

4. Giv din hest valg – men ikke for mange

En stor fejl mange af os ryttere begår – og som vi heldigvis kan styre udenom – er at give for mange valg.

Ved helt at overlade styringen til hesten risikerer jeg, at hesten bliver usikker og mister lysten til at fortsætte.

Ved at give hesten færre valg, eksempelvis ved at lade en hest som ankommer til en perfekt galopafstand, lov til at vælge at galoppere, når den udviser lyst hertil, i stedet for at holde den tilbage, giver jeg hesten en oplevelse af at have sig selv med i beslutningsprocessen og derved stiger følelsen af kontrol og mestring.

Det positive er, at hesten vil få lyst til at træffe flere valg, og dermed får vi en altid frisk og sjov ridemakker. Det svære er, at finde en balance imellem hvor mange valg hesten kan træffe uden at det går ud over kontrollen og sikkerheden.

5. Giv din hest god tid til at overveje og lære

Det er et minus at være sensitiv under tidspres. Følelserne er mere intense. Og forvirring kan forplumre signalerne og modtagelsen.

Men det er et plus at være sensitiv, når der er tid nok til at overveje, studere og lære – og det fører typisk til en hurtigere proces i sidste ende.

6. Anerkend

Hesten vil gerne samarbejde og gør altid sit bedste. Vi bør derfor gøre en indsats for at belønne og anerkende hestens indsats ved at gøre udforskning og læring rart og sjovt. Det giver mindre stress, en bedre relation, bedre præstationer og en hest med mere overskud.

- Målet er, altid glade, kærlige, sjove og modige heste ;)

Pernille Larsen