KAN HESTEN HJÆLPE OS TIL BEDRE AT TACKLE CORONA-SITUATIONEN?

I denne tid, hvor de sociale kontakter skrumper ind, arbejdet varetages via computeren fra køkkenbordet og fritidsaktiviteter med venner og bekendte i stort omfang er aflyst for en stund, lider vi nemt et tab af forbindelse.

I starten af coronakrisen var tabet måske ikke så stort. Vi var optimistiske. Krisen var snart forbi og sommeren ventede lige rundt om hjørnet. Parker, strande og skove var velbesøgte og det milde vejr gjorde det muligt at flytte sociale aktiviteter udendørs, hvor sandsynligheden for smitte var mindre, og hvor det var muligt at være sammen – dog på afstand.

At være udendørs i den naturlige verden var med til at sikre følelsen af forbindelse og give os den nødvendige jordforbindelse – som er vigtig for vores generelle helbred og velvære.

Nu er det imidlertid blevet vinter, krisen er ikke slut endnu, og lysten til at komme ud er måske aftagende på grund af det køligere og mere ustadige vejr.. så hvad nu?

SOCIALE BOBLER

Jeg læste i sidste uge en artikel om hvorledes karantæne- og sociale distanceringsforanstaltninger, herunder sociale bobler, kan blive en krudttønde til konflikter.

I en tid hvor karantæne og social distancering efterhånden har stået på en tid og hvor der foreløbig ikke ses et lys forenden af tunnelen, kan vores mentale og følelsesmæssige sundhed være under pres. Vores selvbevidsthed og selvaccept svinder måske, vi bliver mindre tolerante, det medfører stress og vi mister overblikket.

Fra naturens side er vi mennesker nemlig bygget til at være sociale. Det samme gælder i øvrigt for heste.

Vi er sociale dyr. Vi har et grundlæggende behov for at være en del af en større helhed, og når mennesker eller heste føler sig afskåret fra det større samfund, familie eller besætning, kan det føles livstruende.

Så hvad gør vi, når vejret er gråt og den sociale kontakt er begrænset? Hvordan kommer vi ud af krisen, ikke bare i god behold, men måske endda en læring rigere?

TID MED HESTENE

I løbet af coronatiden har jeg oplevet hvorledes tiden med hestene har medvirket til et betydeligt løft for min følelsesmæssige sundhed.

Selvom vejret måske er gråt, så begejstres jeg ved tanken om, at jeg indtager det sammen med mine heste venner.

Derudover har jeg sammen med hestene, mulighed for at øve og forbedre min relation med familie venner og kollegaer, eller hvem end der befinder sig i min sociale boble.

ALT VI GØR SAMMEN MED HESTEN, ER VIGTIGT - DEN ER DEN BEDSTE LÆREMESTER.

For at forstå hestens særlige egenskaber i terapisammenhænge, er det nødvendigt at forstå hestens rolle som et byttedyr der lever i flok. Hesten er som et byttedyr altid er på vagt i forhold til at blive angrebet af et rovdyr, mens den som flokdyr altid er opmærksom på flokkens adfærd og emotioner. Som bytte- og flokdyr kommunikerer hesten primært via kropssprog, hvilket gør det muligt for den at reagere på og opfange menneskers kropssprog og følelser. Dermed har hesten en naturlig evne til at spejle menneskelig adfærd, og er opmærksom på detaljer som i mange situationer ligger udenfor vores opmærksomhed.

Det er livsnødvendigt for hesten at have opmærksomhed på omgivelserne, og det kræver derfor, at vi i samspil med hesten har en god bevidsthed på kropssproget og de signaler vi udsender, idet vores kropssprog kan aktivere forskellige instinkter hos hesten.

Der ligger således et stort mestringspotentiale i at være sammen med heste, uanset om det er at studere hesten på afstand eller helt tæt, som ved ridning. Alle situationer kan overføres til livet, og den læring og positive oplevelser, som samværet med hesten giver, kan give styrke og selvtillid i hverdagen.

ERFARENDE LÆRING, HELING & VÆKST

I de sidste ca. 8 år har jeg dagligt arbejdet med rideterapi. Jeg har derigennem oplevet hvorledes samvær med hestene, og den guidede spejling i samværet med hestene, kan hjælpe mennesker i alle aldre og med forskellig baggrund med at finde vejledning og mestring – inklusiv jeg selv.

Hvad er det, som er så stærkt ved coaching med heste?

Det helt særlig ved coaching med heste er, at processen involverer hele OS: KROP, SJÆL & ÅND.

Vi mennesker er formet af livserfaring, og det er udfordrende at ændre den form efter mange års konditionering. Vi finder naturligt måder at klare og forsvare os mod smerte, og ofte fungerer disse strategier under visse omstændigheder eller i yngre år, men bliver derefter forpligtelser og barrierer for sunde relationer eller succes senere i livet.

En strategi som måske fandtes helt nødvendig i min barndom, for at tackle en bestemt situation, eller undgå en anden, er ikke nødvendigvis ligeså hjælpsom i dag – men den er helt sikkert svær at ændre.

Det er således ikke nok, at få af vide hvad man skal gøre, eller hvordan. Bevidsthed alene er ikke nok. Det er vigtigt at tro på det, afprøve det i praksis og se det lykkes, for at kunne tage erfaringen med sig til andre arenaer - og det det netop det som rideterapi handler om – opdagelse, kropsliggørelse og mestring.

Fysisk deltagelse i aktiviteter med heste bringer os ud over bevidsthed om problemet og ind i det næste trin: at kunne ændre de strategier som begrænser os og forhindrer den glæde og harmoni vi alle søger.

HVORNÅR STARTER VI?

Det er altså muligt at bruge coronasituationen til at øve os i at være bedre kærester, forældre, kollega eller ven, således at vi bedre undgår kriser og måske endda får en endnu bedre tid sammen med vores nærmeste. 

20201106_121458.jpg
Pernille LarsenKommentar