VELKOMMEN 2022

Hvert år når vi står på kanten af det gamle år, og ser et nyt tage imod os, så ser jeg tilbage på det gamle år – og på ønsker for det nye. 

Nytår er for mig en blanding af afsked og mulighed – tab og nyskabelse i ét. 

Nytåret kan bare et eller andet – i hvert tilfælde for mig. Hvert nytår er særligt, og jeg gør mig stor umage for at sige TAK for det år som gik, og velkommen til det nye som kommer. 

Som vanligt på denne dag, ser jeg også i år tilbage på det forgangne år. Et år som, på trods af Corona, har været et fantastisk spændende år for mig og HESTEKRAFT. 

Vi startede året med at flytte i Storskoven. En mangeårig drøm gik i opfyldelse. Drømmestedet på bakken blev en mulighed. Et sted med udsigt til alle verdenshjørner. Et mulighedernes sted. Et sted med plads til heste- og hundevenner, til venner og familie, til drømme, til udfoldelse, til nærhed og nærvær. 

En masse skulle gøres inden det var muligt at flytte ind. Forårets måneder gik derfor med at gøre plads, flytte om, flytte ind, falde til og flytte hestene hjem. Det var en glædens dag, da det var muligt. Hvilken lykke, at kunne have alle vennerne omkring sig – og flere er kommet til undervejs. 

Blandt andet min gode ven og stævnepartner, Arinn. Vi har brugt året på at se hinanden lidt an, og på at lære hinanden at kende, og jeg glæder mig til, at vores partnerskab vil blive endnu stærkere i det nye år. 

Arinn har også været min makker under hele udviklings- og uddannelsesrejsen med HEAL, hvor han har været min med-læremester.

HEAL er en fantastisk historie i sig selv. En rejse med HEAL

Uddannelsen til HEAL instruktør har været super spændende og lærerig. Både personligt og professionelt, og grundlæggeren af HEAL, Leigh Shambo, har været en fantastisk læremester. 

Samtidig med etablering og uddannelse har HESTEKRAFT haft vokseværk. Jeg grundlagde HESTEKRAFT lige før nytåret 2020, og siden da er mange nye kunder og interesserede kommet til.

Tak for Jeres opbakning og kærlige modtagelse. Det har været så stort for mig! Større end jeg turde håbe på ved årets begyndelse.  

Den store opbakning og støtte har her ved årets afslutning givet mig mod til at forfølge HESTEKRAFT-drømmen og lægge juristen på hylden. Det har været en stor beslutning, men jeg er fyldt med glæde og stolthed over valget. Det føles helt rigtigt i maven og i hjertet! ❤️

 

Jeg glæder mig til mere tid i 2022 – og jeg ser frem til, at være mere sammen med dem jeg holder af, til at have mere tid til flere klienter, til at have mere tid til heste og til at have mere tid til fordybelse og nærvær.  

 

TAK for 2021. Jeg GLÆDER mig til 2022. 

Jeg håber og tror, at 2022 bliver et fantastisk år for os alle - Må det nye år blive fyldt med glæde, kærlighed, oplevelser og udvikling. 

 

Tak for jer!  Jeg er fyldt med stor taknemmelighed.

Kærligst,

Pernille  

Pernille Larsen