EN KÆRLIG 'FORÆLDER'...

For 3 uger siden kom denne flotte fyr til os i Hestekraft.

Pjakkur har siden tilridning været lidt af en bølle…

Han havde eksempelvis svært ved at stå stille under strigling/omsadling, blev ufokuseret når der var andre heste tilstede, vægrede sig ved at gå på den ene volte under ridning og var ikke meget for at gå hjemmefra for at komme ud på ridetur. I flokken var han i øvrigt ofte lavest i hierarkiet og lod de andre kanøfle ham.

Vi så alle bøllerierne som udslag af en ubalanceret og usikker Pjakkur.

I dag er han på vej i en mere positiv retning..

Fundament af tryghed

I de 3 uger Pjakkur har været hos os, har vi som udgangspunkt arbejdet med at skabe tryghed i relationen til os, som fundament til efterfølgende at kunne arbejde med at styrke Pjakkurs selvtillid og lyst til at indtage ’verden’ (skoven, ridebanen og folden :) )

Som børn, der på grund af utrygge oplevelser eller svigt, har en lav selvfølelse og deraf grundlæggende mistillid og usikkerhed i relationen til andre, opbygges selvfølelsen gennem tryghed og anerkendelse – At skabe tryghed har således været vores udgangspunkt i arbejdet med at opbygge en mere balanceret Pjakkur.

Vi har søgt at hjælpe ham i hans usikkerhed ved at være Pjakkurs kærlige lead - eller kærlige ‘forældre’.

Kærlig ’forælder’ - Hvordan er man det for en hest..?

At være en kærlig ‘forælder’, uanset om det er for et barn eller en hest kræver at du er:

- Udholdende og vedholdende

- Entydig og konsekvent

- Tålmodig

- Besidder kraft, energi(glæde) og indre stolthed (lederskab)

- Rolig og kærlig

- Modig (kan styre egen frygt)

Håndtering og ridning kan være skræmmende for heste, der har brugt det meste af deres liv inden for foldens rammer, med deres velkendte venner og rutiner, og følelsen af at være ’alene’ kan forårsage usikkerhed omkring det ukendte - men med en kærlig ’forælder’ i sadlen, som med en ramme af ben, sæde og en solid med blid hånd tager ansvaret og beskytter i svære situationer, er det nemmere.

Styrkelse af selvtillid

Styrkelse af selvtillid eller tiltro til egne evner har betydning for vores handlekraft og oplevelse af at have kontrol over situationen – Det samme gælder for heste.

Selvtilliden styrkes via opnåelse af færdigheder og erfaringer med at lykkes, samt via motivation eller et forbillede at spejle sig i.

Med det in mente har vi eksempelvis sørget for at have vores skønne, mest kærlige og altid modige og tålmodige Hrimnír med på tur, når vi rider i skoven. Det har givet tryghed for både rytter og hest, og Pjakkur har haft mulighed for at se, at Hrimnír ikke reagerer eller bliver usikker undervejs, men faktisk bare har det sjovt. Hrimnír nyder fart og hans energi og glæde har haft god indvirkning på Pjakkur.

Hvor langt er vi nået?

Efter bare 3 uger ser vi en tydelig forandring hos Pjakkur.

- Han kommer i møde på marken, hvor han ikke længere lader sig intimidere af de ’store drenge’. Han holder sig dog i nærheden af Hrimnír, som han kender godt fra rideturene, og som med sin stolthed og mod er et godt forbillede.

- På stald er Pjakkur mere afbalanceret. Han står stille under strigling og opsadling, og er ikke længere usikker og bange når der er andre heste i nærheden.

- I ridehallen er han mindre skeptisk ved at gå på den forbudte volte og skifter roligt fra den ene volte til den anden i tølt.

- På tur er han mere modig og det tidligere tøvende tempo er skiftet ud med en selvsikker tølt i højt tempo.

- Og bedst af alt - Pjakkur virker generelt mere afslappet, tryg og glad.

Nu mangler kun, at Pjakkur igen blevet forenet i ridningen med sin rytter – så de fremover sammen kan dele den gode udvikling og alle de dejlige rideoplevelser der er i vente. <3

Kærligst,

Pernille

Pernille Larsen